I morgen angriber vi igen
- Danmarks krig i Afghanistan

Min seneste bog, I morgen angriber vi igen – om Danmarks krig i Afghanistan, har fået en meget fin modtagelse af læsere og anmeldere.

 

Bogen blev bl.a. nomineret til Weekendavisens litteraturpris (se begrundelsen her ) og nåede i alt at blive trykt i fem oplag, før den i november 2009 udkom i en paperback-version.

 

Mange læsere har i mails og breve fortalt, at de er blevet dybt berørt af beretningen om de danske soldaters indsats og den historiske offensiv i Upper Gereshk Valley i 2007 og 2008. Den positive respons er bl.a. kommet fra almindelige danskere, som fortæller, at de nu for første gang har fået en reel for forståelse for konflikten i Afghanistan. Men jeg har også fået talrige varme reaktioner fra soldater og pårørende.

 

Her er et uddrag fra en mail, skrevet af en mor til en sergent, som er udsendt til Afghanistan. Jeg citerer fra den, fordi den er typisk for de tanker og følelser, som mange pårørende har givet udtryk for:

”Sjældent har jeg læst noget så medrivende, barsk og gribende. Det har været svært for os som forældre at forstå, hvad der drev ham til at ville afsted, men nu har jeg fået en grundig baggrundsviden, som gør, at jeg i det mindste kan sætte mig ind i, hvad soldaterne udretter dernede, og også hvilke farer de udsætter sig for i kampen for det, som vi i Vesten synes er det "rigtige".
Jeg vil ønske, at rigtig mange danskere læser din bog og bliver klogere på Danmarks engagement i Afghanistan.
På min arbejdsplads og i vores omgangskreds er der ikke mange, der har sat sig ind i, hvorfor "vi" er dernede, hvorfor danske soldater skal sætte livet på spil i et fjernt og primitivt land, og hvorfor "vi" ikke omgående trækker os ud, når der sker tab.
De hjemvendte soldater bliver næsten behandlet som de amerikanske soldater efter Vietnam-krigen - ingen anerkendelse, ingen påskønnelse, ingen forståelse.
Din bog er en øje-åbner. Jeg fik gåsehud mange gange under læsningen; selvfølgelig er jeg farvet af, at min søn er i Aghanistan lige nu, selvfølgelig er jeg bange for, hvad han og hans kammerater kan blive udsat for, men samtidig er jeg stolt af, hvad de udretter dernede. Det er godt at læse, hvor dygtige de er, og hvor fantastisk de tackler de mange svære situationer, de bliver bragt i."

 

Som det fremgår af bogens forord er formålet ikke at retfærdiggøre, at Danmark deltager aktivt i krigen mod Taleban – ej heller at propagandere for det modsatte synspunkt, nemlig at soldaterne hurtigst muligt bør trækkes hjem. Formålet er alene at give en nøgtern og ærlig beskrivelse af virkeligheden og højne niveauet for debatten om Danmark som krigsførende nation, en debat, som ofte har været præget af uvidenhed om, hvad der foregår ved fronten i Helmand.

 

Uanset, hvad vi hver især mener om krigen, er det en kendsgerning, at de danske soldaters indsats hviler på et solidt parlamentarisk og folkeretsligt grundlag. De løser en ekstremt vanskelig opgave – med fare for eget liv – fordi et stort flertal i det danske Folketing har bedt dem om det. Det har vi som nation været forbløffende ringe til at påskønne.

 

Jeg har selv under mine besøg ved fronten i Helmand fået en stor respekt for soldaternes arbejde, og hvis bogen kan bidrage til, at de i en bredere kreds får den anerkendelse, som de fortjener, vil det kun være en glæde. Foreløbig har jeg med tilfredshed noteret, at bogen har været med til at skubbe til en vigtig politisk debat om krigens gang og det danske samfunds syn på de udsendte soldater.

 

Et par anmeldere og kommentatorer har haft svært ved at tilgive mig, at bogen ikke er et politisk opgør med den danske krigsdeltagelse, men de hører så absolut til undtagelserne. Som nævnt har anmeldelserne over en bred kam været positive (læs uddrag her).

 

Jeg takker hermed for omtalen og i særdeleshed for de mange direkte henvendelser – inklusiv en række forespørgsler om at holde foredrag med udgangspunkt i bogen.

Læs mere om I morgen angriber vi igen her.

 

Kim Hundevadt © 2008