Anmeldelser

Provoen og profeten – Muhammedkrisen bag kulisserneprovoen

Journalistisk dokumentation i bogform af begivenheder i den nærmeste fortid kan være noget af en ørkenvandring. Men med denne bog om Muhammed-tegningerne og hvad deraf fulgte befinder man sig midt i en oase. Det er et ualmindeligt godt stykke arbejde, de to Jyllands-Posten-journalister, John Hansen og Kim Hundevadt, har lavet. Sobert, sagligt, forstandsklart. Bedre bog om denne dramatiske sag kan vi næppe få. Den er fair hele vejen rundt. På genrens præmisser kan jeg ikke forestille mig opgaven bedre løst.
Claes Kastholm i Berlingske Tidende

John Hansen og Kim Hundevadt har skrevet en læseværdig og vedkommende bog om Muhammedkrisen. Provoen og Profeten er tilstræbt fair og på intet tidspunkt kønsløs. Forfatterne har lavet et stort stykke researcharbejde og efterlader læserne med både overblik og indsigt.
Niels Krause-Kjær i Jyllands-Posten

Kan to journalister fra Jyllands-Posten skrive en uhildet bog om Muhammed-krisen? Tilsyneladende ja. John Hansen og Kim Hundevadt har i hvert fald med deres nye bog begået en sober journalistisk gennemgang af den utrolige historie om, hvordan 12 små tegninger i en jysk avis kunne kaste Danmark ud i den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig.
Charlotte Aagaard i Information