Sammendrag

provoen

Provoen og profeten – Muhammedkrisen bag kulisserne

Denne artikel er baseret på Provoen og Profeten. Artiklen er oversat til engelsk, tysk og fransk og har været trykt i flere internationale magasiner – bl.a. Süddeutsche Zeitung Magazin og Die Weltwoche.

Provoen og Profeten

Dødstrusler mod danske tegnere, brændende ambassader og mere end 150 døde i voldsomme demonstrationer. 12 tegninger af profeten Muhammed i en dansk avis var i februar tæt på at udløse et civilisationernes sammenstød mellem den islamiske verden og Europa. To undersøgende journalister fra Morgenavisen Jyllands-Posten, som først bragte tegningerne, fortæller i en ny bog, ”Provoen og Profeten”, den dramatiske historie. De afslører også, hvem der reelt trak i trådene under karikaturstriden.  Her er et sammendrag fra bogen, som netop er udkommet i Danmark.

Af Kim Hundevadt og John Hansen

En sommeraften i juni 2005 var den danske børnebogsforfatter, Kåre Bluitgen, til fest med gamle venner fra den politiske venstrefløj i en villa den fashionable Københavner-forstad, Frederiksberg.
Her mødte Kåre Bluitgen en journalist fra det danske nyhedsbureau, Ritzau. Han fortalte over en øl, at han var ved at skrive en børnebog om profeten Muhammeds liv, men havde problemer med at finde en tegner, som ville illustrere den. Tre tegnere havde sagt af frygt for voldelige repressalier fra islamister.
Journalisten fornemmede en god historie, og nogen tid senere ringede han til børnebogsforfatteren, som i mellemtiden havde fundet en tegner. Den pågældende insisterede blot på at være anonym af hensyn til sin egen sikkerhed.
”Jeg ved godt, at det er åndssvagt at ligge under for den slags fanatisme, men jeg frygter at blive passet op på gaden og få bank eller det, der er værre,” fortalte tegneren senere i et interview.
Ritzaus nyhed blev sendt ud til de danske redaktioner fredag den 16. september kl. 4.00: ”Danske kunstnere bange for kritik af islam”.
Tegnernes frygt blev bl.a. kædet sammen mordet på den hollandske filminstruktør, Theo van Gogh, og med et voldeligt overfald på en underviser fra Københavns Universitet, som havde læst højt af Koranen for sine studerende.
Artiklen førte til en intens debat om selvcensur og berøringsangst over for islam i danske medier. Forfatternes formand advarede stærkt mod indskrænkninger i ytringsfriheden, og en kristen avis opfordrede i en lederartikel tegnerne til at vise civilcourage: ”Tegn løs”.
Debatten var også et naturligt tema på et redaktionsmøde på Morgenavisen Jyllands-Posten, den største avis i Danmark, hvor en gruppe journalister mandag den 16. september diskuterede, hvordan sagen kunne dækkes.
En af journalisterne fik en ide: ”Hvad nu hvis vi skriver til samtlige medlemmer af bladtegnernes forening og spørger, om de vil tegne Muhammed?”
Nogle kolleger fandt, at ideen var en original måde at dokumentere, om der var et problem med selvcensur eller ej. Andre mente, at det ville være en unødvendig krænkelse af danske muslimers religiøse følelser.
Ideen blev samme dag nævnt for en af avisens chefredaktører og kulturredaktør Flemming Rose. Han skrev allerede samme aften til de ca. 40 medlemmer af bladtegnernes forening, henviste til de foregående dages debat og konkluderede:
”Morgenavisen Jyllands-Posten står på ytringsfrihedens side. Vi vil derfor gerne invitere dig til at tegne Muhammed, som du ser ham.”
Foreningen havde 25 aktive medlemmer, heraf tre af avisens egne tegnere. 12 tog imod opfordringen – og deres tegninger var i sagens natur vidt forskellige. Et par rettede den satiriske brod mod Kåre Bluitgen, som de mistænkte for at have iværksat sagen som et PR-stunt for sin bog. En tegnede slet ikke profeten, men lod en lille dreng ved navn Muhammed skrive på en tavle: ”Jyllands-Postens redaktører er en flok reaktionære provokatører.”
En af Jyllands-Postens egne tegnere, Kurt Westergaard, sporede hurtigt sine tanker ind på, at den fundamentalistiske version af islam giver åndeligt brændstof til selvmordsterrorister, som sprænger sig selv i luften i Muhammeds navn. Han voksede op i et kristent fundamentalistisk samfund i 1940’erne, og troende kristne har ofte fået kaffen galt i halsen, når de har set hans Jesus-tegninger i Jyllands-Posten. Kurt Westergaard tegnede profeten med en bombe i turbanen. I hans egen bevidsthed var tegningen ikke rettet mod islam i almindelighed. Den sigtede alene mod de islamiske ekstremister, der har taget deres religion som gidsel i blodige terroraktioner.

I de følgende dage fik avisens redaktører kendskab til flere sager om kulturlivets selvcensur og berøringsangst over for islam: Kunstmuseet Tate Britain i London fjernede et værk af kunstneren John Latham, af frygt for muslimske reaktioner. Et museum i Göteborg, Sverige, havde tidligere gjort det samme. Oversættere af den hollandsk-somaliske islamkritiker Ayaan Hirsi Alis bog insisterede på at være anonyme. Og en kendt dansk stand-up komiker fortalte i et interview, at han var bange for at lave provokerende satire om islam.
Redaktørerne noterede også, at en dansk imam, Mahmoud Fouad al-Barazi, som er nært knyttet til Det Muslimske Broderskab, den største islamistiske bevægelse i Mellemøsten, krævede, at Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, skulle sikre, at pressen ikke vanærede religioner.
Det var med til at styrke fundamentet under avisens projekt, mente Flemming Rose, som efter sin tid som korrespondent i Moskva under kommunismen har en stærk modvilje mod begrænsninger i det frie ord.
Chefredaktør Carsten Juste var mindre overbevist, men ville ikke modsætte sig, fordi han fandt, at tegningerne var harmløse – helt i forlængelse af en dansk tradition for satire.
De 12 tegninger blev trykt i Jyllands-Postens kultursektion den 30. september 2005 ledsaget af en artikel af Flemming Rose, hvor i han redegjorde for baggrunden og tilføjede:
”Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det er bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på, og det betyder ikke, at religiøse følelser for enhver pris skal gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen.”
Forventningerne på Jyllands-Posten var forskellige. Nogle forudså en voldsom debat, fordi islamister i Danmark var på vej til at få en ”demokratisk elektrochok-behandling”. Carsten Juste og andre mente ikke, at det ville blive en stor sag.

Den umiddelbare reaktion var da også behersket – om end flere muslimske kioskejere nægtede at sælge avisen, fordi de mente, at tegningerne var en provokation.
Men uden for mediernes søgelys var der en hidsig diskussion i det muslimske miljø i Danmark. De færreste havde set avisen, og en del fremtrædende muslimer mente ikke, at det var umagen værd at protestere – enten fordi de var ligeglade med tegningerne, eller fordi de frygtede, at voldsomme protester ville bidrage til at give danske muslimer et dårligt omdømme. Den mest kendte imam i Danmark, palæstinenseren Ahmed Abu Laban, som også har forbindelse til Det Muslimske Broderskab, sagde i flere fortrolige samtaler, at han var indstillet på at lukke øjnene.
Andre imamer var stærkt uenige. De mente, at krænkelsen var så alvorlig, at der måtte statueres et eksempel. De kritiserede samtidig skarpt de muslimer, som var uenige med dem. Anklagen lød på, at de var illoyale og ikke forsvarede profeten.
De mest ihærdige forkæmpere for, at danske muslimer skulle rejse sig i protest, var tilknyttet en moské i Århus, som drives af den fundamentalistiske organisation, Lighed & Broderskab, og tidligere har været i danske mediers søgelys for sin forbindelse til ekstremister – bl.a. en dansk Guantanamofange, Slimane Hadj Abderrahmane, samt syreren Abu Rached el-Halabi, som spansk politi sætter i forbindelse med terrorbomberne i Madrid.
Her i moskéen samledes fem imamer, deriblandt Raed Hlayhel, for at dele deres vrede og lægge en slagplan. De var i forvejen vrede på Jyllands-Posten, som havde skrevet kritisk om deres aktiviteter. Avisen havde bl.a. gengivet en fredagsbøn, hvor Raed Hlayhel, en palæstinenser uddannet i sharialovene på universitetet i den saudi-arabiske by, Medina, krævede, at kvinder skal være tildækket fra top til tå, også når de er sammen med andre kvinder, og at ”kvinder kan være Satans instrument mod mænd”.
Raed Hlayhel vandt den interne magtkamp om strategien. Han fik samlet omkring 10 islamiske organisationer til et hastemøde i København, to dage efter at tegningerne var trykt. Her blev han valgt som formand for en komité, der skulle forsvare profetens ære, og mødedeltagerne enedes om en slagplan med i alt 19 punkter.
Blandt de vigtigste var, at imamerne og deres tilhængere ville klage til den danske regering, anmode de muslimske ambassadører i Danmark om at engagere sig i sagen, skrive til islamiske lærde i hele verden, kontakte det indflydelsesrige Al-Azhar universitet i Cairo og religiøse ledere i Mekka og få de toneangivende medier i Mellemøsten, deriblandt satellitkanalen Al Jazeera, til at fortælle om de famøse tegninger.
De ville samtidig tæppebombe avisen med sms-, email- og telefonklager, samle underskrifter i moskéerne, arrangere en stor demonstration i København og undersøge muligheden for at føre en retssag mod avisen. De snakkede også mere uformelt om at få den islamiske verden til at iværksætte en boykot mod danske varer.

Imamerne gik straks i gang med at gennemføre planen og organisere det, der skulle blive den mest effektive, muslimske protestaktion i Danmark nogensinde.
”Det er ikke fordi, vi truer nogen, men når man har set, hvad der skete i Holland og alligevel trykker tegningerne, er det dumt gjort,” sagde Raed Hlayhel med hentydning til mordet på Theo van Gogh.
Andre kom med mere utilslørede trusler. Den første var en 17-årig muslim, som ringede til avisen og sagde, at han havde navne og adresser på samtlige tegnere, og at den første ville dø inden 14 dage. Han blev to dage senere anholdt. Ugen efter kom der så alvorlige trusler mod to navngivne tegnere, at de på politiets opfordring måtte gå under jorden.
De første to uger blev hele sagen dog stort set ignoreret i danske medier. Det store gennembrud kom først med en demonstration på Rådhuspladsen i København, som samlede cirka 3.000 deltagere efter fredagsbønnen den 14. oktober. Den viste, at det nu var lykkedes imamerne at mobilisere muslimer til en bred protest. De imamer, som tøvede i starten, var tvunget til at kaste sig ind i kampagnen, for at bevare deres magtposition.
En del muslimer fortalte i interviews, at de ikke var specielt krænkede over det blasfemiske indhold, men de mente, at deres kultur og religion generelt ikke respekteres i Danmark, og tegningerne var en symbolsk sag, som de kunne samles om.
Da imamerne den 24. oktober gjorde status i en e-mail til de aktive i kampagnen, kunne de konstatere, at stort set samtlige 19 punkter var realiseret. De manglede reelt kun at mødes på Rådhuspladsen for at brænde deres danske pas i protest.
Især imamernes pres på de muslimske ambassadører for at få dem til at gribe ind mod ”den afskyelige hændelse” blev en succes. Den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attia, var særligt lydhør. Hun tog initiativ til et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor i ambassadørerne klagede over ”en igangværende smædekampagne” mod islam og muslimer i Danmark.
De anmodede regeringen om ”at gå i rette med de ansvarlige i henhold til landets love” og ”tage de nødvendige skridt” for at forhindre bagvaskelse af islam, og de bad på grund af sagens ”ømtålelige karakter” om et hastemøde.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen forklarede i sit svar om principperne bag ytringsfriheden og blasfemilovene i Danmark, men kommenterede ikke ambassadørernes anmodning om et møde, fordi han mente, at deres krav om, at han skulle gribe ind over pressen, var et forkert grundlag at diskutere på.
Det skabte en voldsom forbitrelse hos ambassadørerne og deres regeringer i den islamiske verden, og det blev senere et kritikpunkt mod den danske statsminister, at han måske kunne have forhindret, at konflikten eskalerede, hvis han havde lyttet mere til deres protester. Andre har rost Anders Fogh Rasmussen for ikke at bukke under for presset fra ”totalitære regimer” i Mellemøsten.
Men især Egypten reagerede skarpt på hans svar. Egypterne var i forvejen irriterede, fordi de mente, at statsministeren havde overspillet sin rolle som USA’s nære allierede, og fordi han under et besøg i foråret 2005 havde krævet at holde møder med den egyptiske opposition. Det virkede i Cairo, som om danskerne ville belære egypterne om demokrati. Det var ikke populært i Hosni Mubaraks regime. Sagen om tegningerne kunne derfor bruges til at sende en besked retur:
Vi kan være besværlige! Kost ikke rundt med os!
Den egyptiske regering havde et motiv mere: Den var under valgkampen i november 2005 hårdt presset af islamisterne i Det Muslimske Broderskab og havde et akut behov for at markere sig med religiøse standpunkter. Med støtte fra de statskontrollerede medier lykkedes det i november og december at gøre den danske avis’ krænkelse til en folkesag og tegne et billede af regeringen som islams vogter.
Egyptens udenrigsminister, Ahmad Aboul Gheit, forsøgte samtidig af al magt at rejse sagen i det internationale system. Han fik med stor succes både De Forenede Nationer samt Den Arabiske Liga og den islamiske verdensorganisation, Organization of the Islamic Conference (OIC), til at involvere sig.
”Målet er, at dette kan føre til en undskyldning, et stop for sådanne handlinger og et incitament til Europa om at ændre sin tilgang til den slags emner,” sagde Gheit den 15. november til nyhedsbureauet Reuters.

OIC og Den Arabiske Liga havde også en klar dagsorden: De to organisationer har i årevis arbejdet for et internationalt forbud mod krænkelser af religion i almindelighed, og islam i særdeleshed, bl.a. gennem FN-resolutioner, hvilket EU-landene konsekvent har modsat sig, fordi de mener, at det vil begrænse ytringsfriheden.
Den udgave af ytringsfriheden, som OIC’s medlemslande ønsker gennemført, fremgår af Cairo Deklarationen om Menneskerettigheder, som blev vedtaget i 1990: ”Alle skal have ret til frit at udtrykke deres mening på en måde, som ikke strider mod shariaen”. Målet er altså, at islamisk lov skal definere ytringsfrihedens grænser.
Set med OIC’s briller ville en voldsom protestbølge over Muhammed-tegningerne kunne bruges til at lægge pres på EU-landene for at få dem til at acceptere en resolution og en stramning af de europæiske blasfemilove.
Det var præcis, hvad der skete, da OIC i løbet af foråret 2006 kom med stadig mere højrøstede krav om, at der er behov for lovmæssige indgreb:
”Situationen er så kritisk, at hvis der ikke er en juridisk forpligtelse, kan vi ikke håndtere krisen. Vi kan ikke nøjes med løse erklæringer,” sagde OIC’s generalsekretær Ekmeleddin Ihsanoglu.
Et europæisk forbud mod krænkelser af islams hellige symboler var på det tidspunkt blevet prisen for at slutte fred i karikaturstriden.

Tilbage i efteråret 2005 indgik den egyptiske ambassade i København en alliance med Raed Hlayhel, Ahmed Abu Laban og de øvrige imamer, som styrede protesten i Danmark. Ambassaden hjalp imamerne med at arrangere delegationsrejser til bl.a. Egypten, Libanon og Syrien, hvor de fik foretræde for indflydelsesrige politikere og religiøse ledere samt toneangivende medier.
I rejsebagagen havde imamerne en stak eksemplarer af en mappe, som skulle redegøre for krænkelsen, men de nøjedes ikke med at vise Jyllands-Postens tegninger. De viste også en række grove billeder, som angiveligt var sendt anonymt til danske muslimer: Profeten som en pædofil djævel med horn i panden. Profeten med grisetryne og -ører. Og profeten i seksuelt samkvem med en hund.
En række mellemøstlige medier skelnede ikke mellem de to kategorier af billeder. De skrev blot, at danske aviser havde fremstillet Muhammed som en gris. Og en række fejlinformationer dukkede op i kølvandet på delegationerne – f.eks. at der var tale om 120 tegninger, og at den danske regering stod bag. Uanset hvem, der bærer ansvaret for fejlene, er det en kendsgerning, at imamernes rejser var med til at puste til ilden i Mellemøsten.
Den egyptiske udenrigsminister Gheit sørgede også for, at den kontroversielle mappe i december blev distribueret på OIC’s topmøde i Mekka, hvor tegningerne indirekte blev fordømt i en resolution, og hvor stats- og regeringscheferne diskuterede sagen flittigt i korridorerne.
Nu var lunten tændt til den eksplosion, som skulle komme i januar.

Den danske regering var klar over, at den stod over for en alliance af magtfulde modstandere – fra islamisterne i Det Muslimske Broderskab til de sekulære, men totalitære regimer i Mellemøsten. Men både regeringen og Jyllands-Posten kom også under et voksende pres i Danmark.
I de første uger havde politikere og meningsdannere stort set været enige om en blank afvisning af det muslimske krav om, at Jyllands-Posten skulle sige undskyld og regeringen gribe ind for at sætte avisen på plads. En meningsmåling i november havde også vist, at 57 pct. af danskerne mente, at det var ”rigtigt” at bringe tegningerne, mens 31 pct. mente, at det var ”forkert”.
Men kritikken af Jyllands-Posten blev efterhånden mere skarp og uforsonlig. Avisen blev bl.a. beskyldt for, at den kun havde været ude på at håne muslimer, og at offentliggørelsen af tegningerne var en racistisk handling.
En række venstreintellektuelle havde i begyndelsen forsvaret avisens ret til at trykke tegningerne, men støtten svandt ind i takt med, at sagen blev brugt til indenrigspolitiske angreb på den borgerlige statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som stod fast på, at respekt for folks religiøse holdninger ikke må føre til, ”at man lægger bånd på pressens muligheder for kritik, humor og satire”.

I begyndelsen af januar så det dog ud til, at krisen var ved at drive over. Der kom bl.a. forsonlige meldinger fra Egyptens regering, som efter valget ikke havde det samme behov for at markere sig.
Men det var blot stilhed før stormen. Andre aktører havde en stærk interesse i at vække til en større protest mod tegningerne.
De statskontrollerede imamer i Saudi-Arabien kom først. I den hellige by Mekka fejrede man den 10. januar Eid al-Adha, offerfesten, som markerer afslutningen på den årlige pilgrimsfærd. Imam Abdul Rahman Alsidis havde her verdens største muslimske publikum til sin prædiken: To millioner lyttede til ham i Mekka. Andre 100 millioner kunne følge med i direkte tv-transmissioner på arabiske satellitkanaler.
De hørte Abdul Rahman Alsidis tale om, at islam og profeten var under angreb i medierne. Uden at nævne hverken Danmark eller Jyllands-Posten ved navn opfordrede han muslimer til at modsætte sig, hvad han kaldte ”en målrettet kampagne mod profeten Muhammed”.
Iagttagere har flere bud på de saudiske motiver: Den eneherskende kongefamilie bliver konstant kritiseret for korruption og dekadent og u-islamisk livsførelse af fundamentalister, med Al Qaeda-lederen Osama bin Laden som den mest ekstreme. Derfor kunne regimet bruge en ”ufarlig” sag som danske Muhammed-tegninger til at markere sig som ægte forsvarere af profeten – og samtidig fjerne opmærksomheden fra, at sikkerheden under pilgrimsfærden endnu en gang havde vist sig utilstrækkelig. 362 pilgrimme havde mistet livet ved en ulykke få dage forinden.
Saudi-Arabien lod i de følgende uger protesterne eskalere i landets medier, i moskéerne, hvor de blev et fast tema under fredagsbønnerne, og i supermarkederne, hvor der var tilløb til en omfattende boykot mod danske varer.

Samtidig trådte en 79-årig prædikant fra Qatar ind på scenen: Den egyptisk-fødte Yussuf al-Qaradawi er en af den islamiske verdens mest indflydelsesrige, religiøse ledere. Som ung var han aktiv i Det Muslimske Broderskabs kamp mod det daværende kongedømme i Egypten, og han sad i fængsel fire gange, før han flygtede til Qatar. I dag betragtes han af mange som Broderskabets uofficielle åndelige overhoved.
Fra basen i Qatar har han sikret sig en række vigtige kanaler til indflydelse på muslimer både i de islamiske lande og i Europa: Han har sit eget program på Al Jazeera og sin egen nyhedskanal på internettet, IslamOnline. Og han har stiftet to organisationer, som han selv står i spidsen for: Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning samt Den internationale Union af Muslimske Lærde.
Det var gennem den sidstnævnte organisation, Yussuf al-Qaradawi valgte at gå til kamp mod Muhammed-tegningerne.
I en erklæring lørdag den 21. januar truede han med at opfordre alle verdens muslimer til boykot af Danmark og Norge – med mindre de to landes regeringer ”med fasthed” greb ind mod mediernes krænkelse af profeten. Norge var inkluderet i truslen, fordi en lille kristen avis, Magazinet, i begyndelsen af januar havde optrykt Jyllands-Postens side og kulturredaktør Flemming Roses tekst sammen med sine egne artikler om, at også norske tegnere underlægger sig selvcensur af frygt for at vække muslimers vrede.
Erklæringen var ment som en sidste advarsel om, at al-Qaradawi ville slippe vreden løs, hvis ikke kravene om indgreb mod medierne blev efterkommet.

Da EU’s udenrigsministre mødtes i Bruxelles den 30. januar var opbakningen til Danmark lunken. Flere udenrigsministre antydede, at Danmark havde forsømt mulighederne for selv at løse konflikten i tide. Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, sagde lige ud, at han anså sagen for ”snarere et dansk end et europæisk problem”. Østrigs udenrigsminister, Ursula Plassnik, kritiserede Muhammedtegningerne, da hun i en tale sagde, at ”ytringer og handlinger, der nedsætter en religion på en fornærmende måde, klart skal fordømmes”. En håndfuld EU-kommissærer tog i samme uge skarpt afstand fra dem.
Heller ikke USA gjorde fælles front med Danmark. I løbet af en enkelt dag brugte tre forskellige talsmænd for det amerikanske udenrigsministerium ord som ”uacceptable”, ”krænkende” og ”fornærmende” – en af dem, Kurtis Cooper, gik endda så langt, at Reuters bragte sin historie under overskriften: ”USA støtter muslimer i europæisk karikaturstrid.”
At Danmark stod relativt alene, var en væsentlig årsag til, at stormen mod profettegningerne fik lov at vokse, vurderede Jerusalems stormufti, Ekrima Sabri, i et interview:
”Danmark er et let offer. Et lille land, der ikke har nogen afgørende betydning for de arabiske lande. Derfor bekymrer ingen sig over, at protesterne fortsætter,” sagde stormuftien.
Det var i det klima, Yussuf al-Qaradawi endnu en gang trådte frem og nu for alvor kaldte muslimer over hele verden til kamp:
”Lad os gøre fredag den 3. februar til en dag med verdensomspændende, muslimske protester over den fornærmende kampagne mod Allah og hans profet, Muhammed (fred være med ham),” lød opfordringen, som igen blev udsendt gennem Den Internationale Union for Muslimske Lærde.
Al-Qaradawis nyhedstjeneste IslamOnline kaldte på forhånd fredag den 3. februar for ”vredens dag”.
Og hans opfordring blev hørt: Muhammedtegningerne var emnet for fredagsbønner overalt – fra europæiske storbyer som Lyon og London til muslimske lande som Sudan, Pakistan og Indonesien. I mindst 13 lande blev fredagsbønnerne fulgt op med demonstrationer mod profettegningerne. Imamerne opfordrede samtidig alverdens troende muslimer til at udtrykke deres vrede gennem en boykot af de lande, som trykte tegningerne.
Det var også tydeligt i retorikken, især i de arabiske fredagsbønner, at mange så ”vredens dag” som en chance for at samle og rejse ummaen – den islamiske religiøse nation, som i princippet omfatter alle klodens muslimer uanset nationalitet og islamisk trosretning – om én, fælles sag, det ene punkt, hvor alle muslimer kan mødes i enighed og føle sig som muslimer, snarere end som shiaer og sunnier, eller som borgere i Indonesien, Tyrkiet eller Frankrig:
Forsvaret for profeten!
Yussuf al-Qaradawi sagde det selv i sin fredagsbøn hjemme i Qatar: ”Hele nationen skal være vred og rejse sig for at vise sin vrede… Vrede er nødvendig. Vi er ikke en nation af æsler. Vi er en nation af løver.”
En imam i Riyadh, Sheikh Badr bin Nader al-Mashari, henvendte sig også til alle verdens muslimer i en tale, der blev spredt via islamiske internetsider:
”Brødre, det er krig mod islam. Grib jeres sværd… Til en milliard muslimer: Hvor er jeres våben? Jeres fjender har trampet på profeten. Rejs jer!”

Retorikken var endnu mere voldelig under fredagsbønner og demonstrationer i bl.a. Libanon og London. I Indonesiens hovedstad Jakarta gik demonstranter denne fredag for første gang til angreb på en dansk ambassade.
Bålet var tændt – og der blev endnu engang pustet til ilden fra de danske imamer:
Allerede den foregående mandag havde Mahmoud Fouad al-Barazi, som i september 2005 havde krævet mere islamvenlige medier, fortalt tv-stationen Al Jazeera om yderligtgående danskeres planer om at brænde Koranen af på Rådhuspladsen i København.
Mere moderate imamer havde i arabiske medier i ugens løb forsøgt at slå historien ned ved at fastslå, at der var tale om rygter, som man ikke skulle fæste lid til.
Men lørdag morgen den 4. februar – umiddelbart efter ”vredens dag” – dukkede historien op igen, nu på det islamiske internetmedie, IslamOnline, som kontrolleres af al-Qaradawi.
Imam Raed Hlayhel fra Århus, som var initiativtager til protesten og repræsentant for den mest uforsonlige kurs, fortalte, at danske racister samme eftermiddag ville brænde Koranen af under en demonstration i byen Hillerød nord for København.
”Helvede vil bryde løs, hvis disse ekstremister brænder Koranen,” sagde Raed Hlayhel.
Den lørdag endte en demonstration i Syriens hovedstad Damaskus med, at Danmarks og Norges ambassade i byen blev angrebet og sat i brand. Øjenvidner rapporterede bagefter, at det var sms-beskeder om planlagte Koran-afbrændinger i Danmark, som bragte en indtil da relativt fredelig demonstration ud af kontrol.
Dagen efter – søndag den 5. februar – satte demonstranter ild til Danmarks ambassadekontor i Beirut, Libanon. Mandag blev den danske ambassade i Irans hovedstad Teheran angrebet med brandbomber. Fra det tidspunkt bredte protesterne sig over hele verden.
Trusler og angreb blev også rettet mod andre europæiske lande – i takt med at rasende demonstranter fik nys om, at bl.a. franske og tyske aviser havde valgt at genoptrykke Jyllands-Postens tegninger eller trykke helt nye tegninger i begyndelsen af februar.

Demonstrationer og kampe med udgangspunkt i protester mod Muhammed-tegningerne kom til at koste mindst 150 mennesker livet.
Danmark måtte trække sine diplomater ud af fem lande af frygt for overgreb. Danske statsborgere flygtede fra lande som Indonesien, Afghanistan, Yemen, Syrien og de palæstinensiske selvstyreområder, fordi der var trusler mod deres liv.
I løbet af marts og april holdt demonstrationerne op, diplomaterne vendte tilbage til deres poster, og boykotten mod danske varer stilnede af.
Forholdene blev mere normale – blot ikke for de 12 tegnere. For dem er hverdagen ikke vendt tilbage.
De lever fortsat under politibeskyttelse og er tvunget til at opretholde en anonymitet, som gør det svært for nogle af dem at drive deres erhverv. Dansk politi efterforsker mere end 150 dødstrusler mod dem. Og truslerne fra udenlandske ekstremister ser ud til at fortsætte i det uendelige:
Al Qaeda-lederen Osama bin Laden forlangte i slutningen af april tegnerne udleveret, så han kunne stille dem for en islamisk domstol. Og der er forlydender i international presse om, at mordkommandoer er sendt fra Afghanistan eller Pakistan for at gøre en ende på tegnernes liv.
De 12 tegnere er de mest oplagte tabere i den værdikamp, som er karikaturstridens kerne. En kamp med stærke kræfter på begge sider af fronten: Liberal, vestlig sekularisme på den ene side og dogmatisk islamisme på den anden.
Konflikten har vist, at der ikke findes et reelt kompromis mellem islamisternes krav om, at profeten aldrig må fornærmes, og en vestlig tradition for, at ingen religiøse dogmer er hævet over kritik. Det må blive et enten-eller.
Karikaturstriden er i sit inderste et politisk slagsmål. Og den sluttede med et trekvart nederlag til islamisterne: De fik ikke opfyldt deres krav om en uforbeholden undskyldning og om nye regler, som garanterer, at islamiske symboler ikke krænkes i fremtiden.
Men de fik samtidig en kvart sejr: Alle, som ikke har selvmordstendenser, vil i fremtiden træde ekstra varsomt, når de nærmer sig et følsomt emne som islam, fordi de har set, hvor voldsomt det kan udvikle sig.
Det var dog kun første runde. Der kommer flere lignende slagsmål om værdier i årene fremover. De behøver ikke udvikle sig lige så voldsomt. Men de har potentialet til at udvikle sig endnu mere eksplosivt.